Problemer løser man ikke med den samme tankegang, som skaber dem
- Albert Einstein (frit efter)
Mission, vision og værdier
Mission
Vi er til for at skabe de bedst mulige rammer for vores beboere – det gælder den enkelte og det gælder fællesskabet.
Som bestyrelse udgør vi forbindelsesleddet mellem beboerne og administrationen.
Vision
Børglumparken vil være kendt som den bedst velfungerende boligafdeling i Herning kommune. Vi byder nye tilflyttere velkomne og inviterer dem med i stærke, levedygtige fællesskaber af åbne, engagerede og ansvarlige beboere.
Ved at følge den strategiplan, vi har lagt for bestyrelsens arbejde i afdelingen, vil vi realisere en drøm om det gode liv og stærke fællesskaber i en almen boligafdeling.
Det kan synes lidt op ad bakke i en tid, hvor almene boligafdelinger ikke just nyder den største præstige i offentligheden. Og sandt er det at sociale udfordringer bliver der ikke færre af, snarere omvendt.
Det arbejder vi målrettet på. Bestyrelsen er ikke alene om dette. Aktive beboere har hele vejen hjulpet processen i gang. Beboere som ikke er aktive, men venligt stemt over for projektet følger det fra sidelinjen. Fruehøjgaard har bakket processen op igennem et udbygget og tillidsfuldt samarbejde. Det har givet medvind til rigtigt meget af det vi har arbejdet med.
Værdier
Vores værdier og menneskesyn skal altid udgøre grundlaget for den måde, vi virker på.
Accept Vi anskuer og forstår det enkelte menneske ud fra dets egne forudsætninger og vi har fokus på den enkeltes ressourcer og muligheder.
Ligeværd Som individer er vi lige vigtige, med lige ret til at indgå i fællesskabet.
Tillid Gode hensigter er grundlaget for kontakten mellem mennesker. God dialog forudsætter tillid og tiltro til den anden. Det er også bestyrelsens udgangspunkt.
Fællesskab Individ og fællesskab er hinandens forudsætning – ikke modsætning.
Samfundsansvar Børglumparken er ingen ø! Vi anerkender vores betydning for verdenen omkring os og det ansvar, der følger heraf.
Åbenhed Maksimal åbenhed og maksimal gennemsigtighed er vigtig i alt, hvad vi foretager os.
I al kommunikation bestræber vi os på at være så åbne og ærlige som muligt. Det sker med fuld respekt for privatlivets fred.
Mål
Bestyrelsen har siden 2019 arbejdet ud fra FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Vi forsøger derigennem at:
- Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
- Gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
- Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.
- Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.
- Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.