Tættere på naturen

Vilde bede

Vi vinder naturen tilbage

I 2021 valgte Børglumparken at springe med på kampagnen for større biodiversitet i Danmark. Vilde blomsterbede, flere insekter og i det hele taget en større variation i planter skal bringe os tættere på den levende natur

Bare indenfor de seneste år har mange lagt mærke til, at antallet af insekter i naturen er faldet mærkbart. Den konstante svirren og summen af bier, fluer og sommerfluer er næsten ophørt. I Tyskland taler de om et forestående kollaps i antallet af insekter og landbruget får ofte skylden.

Fattig på forskelle er fattig på liv

Faktum er, at vi er blevet rigtig dygtige til at dyrke afgrøder i Danmark. I den sammenhæng er insekter ikke altid ønskede. I bestræbelsen på at opnå store udbytter bliver der i det traditionelle landbrug brugt ikke bare pesticider, men også forskellige typer herbicider eller ukrudtsmidler, som samlet set gør vores natur fattigere på liv. Det gælder, hvad angår planter, urter, blomster og dermed også vores insekter. 

Mange insekter er afhængige af en righoldig vegetation. Adskillige mere sjældne insektarter er direkte truede, når visse vilde planter i vores natur forsvinder.

Tilbage til udgangspunktet

I biodiversitet ligger ikke kun det, vi kan høre og se. Økosystemer, der fungerer og som er selvberoende, forudsætter et mangfoldigt liv på alle niveauer. Det gælder bakterier, mikrober, småkryb, orme, biller, larver til flyvende insekter. Hertil kommer så også floraen og faunaen. Dyre- og fugleliv er en nødvendig del af det biologiske kredsløb. Sammen med lys, ren luft, vand, varme, en næringsholdig jord udgør det tilsammen, hvad vi oplever som den levende natur. Den som vi skal huske at værne om. 

Meget kan tyde på, at vi har glemt kredsløbene og de nødvendige sammenhænge, og at vi i begejstringen over den tæmmede natur også har glemt at påskynde den.

Vilde bede reder ikke biodiversiteten

Børglumparken blomstrer i sommerhalvåret og er i den periode slik for synet. Det reder ikke insektlivet, men er med sammen med tusindvis af andre vilde bede-projekter i Danmark. Til sammen gør det en forskel og er med til at synliggøre et problem, som vi alle bør tænke ind. De vilde bede vil ændre vores opfattelse af, hvad der passer til de grønne områder i en typisk almen boligafdeling og giver os beboere en rigtig god mulighed for at følge årets gang.

Flere udvidede projekter med vilde bede

Planen er, at vi stille og roligt udvikler på projektet, hvor vi er startet beskeden ud. Med tiden vil vi observere, hvordan bedene ændrer sig. Adskillige af de planter og blomster, som er sået i år, vil forsvinde, og andre vil tage over. Muligvis bliver vi tvunget til undervejs at overveje gensåning og evt. reetablering af bedene for at sikre biodiversiteten.

Din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mere om